Erhvervet ind i valgkampen

Torsdag aften bød Egedal Erhvervsforening velkommen til et veloplagt panel af politikere. Sammen med de knapt 100 fremmødte blev der sat fokus på kommunens holdninger og handlinger i forhold til erhvervet.

’Her er proppet med valgplakater og aviser. Hvor mange af disse er produceret lokalt?’
Aftenens veloplagte ordstyrer, tv-vært og journalist Abdel Aziz Mahmoud kigger rundt i Rådhussalen. I aftenens anledning er den fyldt med valgplakater og øvrigt materiale. Derefter kigger han bestemt på de otte fremmødte politikere. Årvågne står de foran deres rollups med de endnu mere årvågne portrætter.
Og jo, de fleste af dem kan med sindsro bedyre, at alt deres materiale er produceret af lokale professionelle erhvervsdrivende. Eller næsten lokalt. En fotograf fra Ballerup har faktisk sneget sig ind på et par af portrætterne. Og en enkelt af politikerne må indrømme, at hendes valgplakat er fremstillet af hende selv hjemme på stuegulvet. Måske ikke helt professionelt.

De lokale indkøb
Det at købe lokalt er et af de temaer, som Egedal Erhvervsforening har bedt kommunens politikere om at forholde sig til. Et andet tema er, hvordan politikerne ønsker at tiltrække og derefter fastholde virksomheder.
Borgmester Karsten Søndergaard (V), synes faktisk, at det går meget godt med det: ’Vi får mange nye virksomheder. Og de holder, og er i live – også efter to år.’
Men at der skal mere gang i butikken Egedal, er han ikke den eneste, der synes. Også at det kunne være samfunds- og kommunegavnligt med flere lokale arbejdspladser. Som det er nu, har Egedal Danmarks største udpendling af borgere.
’Jeg arbejder i Ballerup, og jeg bruger sammenlagt seks uger om året i kø på Frederikssundsvejen,’ som Charlotte Haagendrup (C) konstaterer.

Flere virksomheder ønskes
Et andet faktum er, at der er udlagt 377.000 kvm til erhvervsbyggeri og afsat 6 mio. kr. til byggemodning i Værebro. Inden længe ligger der masser af arealer klar til at blive indtaget af nye virksomheder. Derudover har kommunen afsat 1 mio. ekstra årlige kroner til en mere intensiveret erhvervsindsats.
Igen og igen drejede dialogen sig hen på emner som, hvordan man får fat på disse nye virksomheder, og hvilken profil de virksomheder skal have; og på hvilken måde dette arbejde skal udføres, og med inddragelse af hvilke samarbejdspartnere.
Aftenen kom dog hverken med klare bud eller færdige løsninger på disse spørgsmål.
Det er noget af det, som kan blive besluttet, når kommunens politiske råd konstituerer sig efter kommunalvalget 21. november.

Hvad vil vi med erhvervet? var overskriften for det vælgermøde som Egedal Erhversforening stod i spidsen for torsdag 9. november på Egedal Rådhus. De fremmødte politikere var Marianne Røgen (A),  Jeannett Tankred (Å), Jens Skov  (F), Allan Bøwig (O), Karsten Søndergaard (V), Bendt Tranekær Rasmussen (L), Helle Anna Elisabeth Nielsen (B), Charlotte Haagendrup (C).